Der er en helt særlig oplevelse ved at tegne … uden forhånds aftale med motivet … jeg tror han venter på en, der er inde hos øjenlægen. Det er med andre ord umuligt at vide om jeg har to min. eller måske ti min. til at fuldføre min skitse.
Så længe han ikke virker ukomfortabel ved at jeg tegner, koncentrer jeg mig om at få de overordnede proportioner til at passe med virkeligheden.
Efterhånden kommer detaljerne … mobiltelefonen i mandens hænder, kasketten, ben på stolen, halstørklæde osv.
Til sidst kommer skraveringen af baggrunden …. Må jo indrømme at jeg nok har brugt mere tid på baggrunden end på personen i stolen …. Han forlod jo også venteværelset inden jeg var færdig ….. og da kommer det evige spørgsmål … hvornår er en skitse / tegning færdig ?
For mig er kriteriet, at tegningen må kunne opfattes som “troværdig”, at proportioner er sandsynlige.
Om det ligner på personen, som sad i stolen er mindre vigtigt … han er jo gået …. og i efterkant er der jo ingen der sammenligner skitse og virkelighed.
For mig er processen nok det vigtigste … her er to ting … det tegnetekniske og spændingen ved det faktum at mit motiv pludselig kan finde få at gå uden forvarsel ;-)
Tak for at du har brugt tid på dette glimt ind i min tegneverden.
Kommentarer eller spørgsmål er velkomne ;-)
